Forretningsbetingelser for Grundform
Senest opdateret:
Disse forretningsbetingelser gælder for aftaler indgået mellem erhvervskunder og:
Grundform / zeuthen.io
CVR: 30773691
Skovgårdsvej 10
Slots Bjergby
4200 Slagelse
Grundform leveres af zeuthen.io.
1. Anvendelse
Disse forretningsbetingelser gælder for alle aftaler om levering af Grundform samt tilknyttede produkter og ydelser, medmindre andet er aftalt skriftligt.
Betingelserne gælder udelukkende for erhvervskunder, der indgår aftalen som led i deres erhverv.
Ved Kunden forstås den virksomhed, organisation eller erhvervsdrivende, der indgår aftalen med Grundform.
Ved Grundform forstås både virksomheden bag løsningen og den hjemmesideplatform, der stilles til rådighed for Kunden.
Ved modstrid mellem disse betingelser og et individuelt tilbud eller en særskilt skriftlig aftale har den individuelle aftale forrang.
Grundform-platformen
2. Website as a Service
Grundform er en Website as a Service-løsning.
Kunden køber derfor ikke den bagvedliggende hjemmesideplatform, software, kode eller tekniske installation.
Kunden betaler for:
- opsætning og tilpasning af en hjemmeside på Grundform-platformen, og
- en løbende aftale, der giver brugsret til hjemmesiden og adgang til den tilhørende drift, hosting, firmamail, service og vedligeholdelse.
Så længe den løbende aftale er aktiv og betalt, har Kunden brugsret til den hjemmeside, der er opsat for Kunden på Grundform-platformen.
Brugsretten kan ikke overdrages til andre virksomheder eller flyttes til anden hosting uden særskilt skriftlig aftale.
3. Opsætning af hjemmeside
Den indledende opsætningspris dækker arbejdet med at etablere Kundens hjemmeside på Grundform-platformen.
Dette kan blandt andet omfatte:
- opsætning af hjemmeside og sider
- tilpasning af design, farver og typografi
- opsætning af Kundens logo
- indsættelse af tekster og billeder
- konfigurering af relevante Grundform-moduler
- teknisk opsætning
- teknisk onsite søgemaskineoptimering
- relevante strukturerede data
- klargøring og lancering
Det konkrete omfang fremgår af det aktuelle produkt, tilbuddet eller ordrebekræftelsen.
Betaling af opsætningsprisen medfører ikke ejerskab til Grundform-platformen, temaer, skabeloner, kode, plugins, moduler eller andre tekniske komponenter.
4. Kundens materiale
Kunden skal levere det materiale, der er nødvendigt for opsætningen, medmindre andet er aftalt.
Det kan eksempelvis være:
- tekster
- billeder
- logo
- kontaktoplysninger
- priser
- åbningstider
- produkt- eller ydelsesoplysninger
- medarbejderoplysninger
- andre relevante virksomhedsoplysninger.
Kunden er ansvarlig for, at det leverede materiale er korrekt, lovligt og må anvendes på hjemmesiden.
Forsinket, mangelfuldt eller ændret materiale kan medføre, at leveringstidspunktet flyttes.
Hvis Kunden ændrer opgavens omfang efter arbejdets påbegyndelse, kan ekstraarbejde faktureres særskilt.
5. Levering
En forventet leveringstid er vejledende, medmindre en bestemt leveringsdato udtrykkeligt er aftalt skriftligt.
Leveringstiden regnes normalt fra det tidspunkt, hvor Grundform har modtaget det nødvendige materiale og de oplysninger, der skal bruges til opgaven.
Grundform kan ikke holdes ansvarlig for forsinkelser, der skyldes Kunden, tredjepartsleverandører eller andre forhold uden for Grundforms rimelige kontrol.
Drift, hosting og service
6. Den løbende Grundform-aftale
En hjemmeside på Grundform-platformen forudsætter en aktiv drift- og serviceaftale.
Den løbende aftale omfatter som udgangspunkt:
- brugsret til den opsatte Grundform-hjemmeside
- webhosting, 5GB diskplads
- SSL
- backup som en del af den almindelige drift
- firmamail m. ubegrænset plads i det omfang, der fremgår af produktbeskrivelsen
- vedligeholdelse af Grundform-platformen
- sikkerhedsopdateringer
- versionsopdateringer
- vedligeholdelse af Grundforms temaer, plugins og moduler
- løbende tekniske forbedringer af platformen.
Det aktuelle indhold af aftalen fremgår af Grundforms produktbeskrivelse og gældende prisliste.
7. Løbende udvikling af platformen
Grundform er en fælles platform, der løbende vedligeholdes og videreudvikles.
Grundform kan derfor foretage tekniske ændringer, forbedringer og opdateringer af blandt andet:
- platformen
- kode
- hostingmiljø
- sikkerhed
- temaer
- plugins
- moduler
- strukturerede data
- teknisk SEO
- performance
- designkomponenter.
Sådanne ændringer kan foretages uden særskilt godkendelse fra Kunden, når de sker som led i almindelig drift, sikkerhed, kompatibilitet, lovkrav eller generel forbedring af platformen.
Grundform tilstræber, at ændringer ikke unødigt forringer Kundens eksisterende hjemmeside eller centrale funktioner.
8. Teknisk ansvar
Grundform har inden for rammerne af den løbende aftale ansvaret for den almindelige tekniske drift og vedligeholdelse af Grundform-platformen.
Kunden har ansvar for:
- eget indhold
- rigtigheden af virksomhedens oplysninger
- lovpligtige oplysninger og tekster
- materiale leveret af Kunden
- Kundens egne brugerkonti og adgangskoder
- anvendelse af hjemmesiden i overensstemmelse med gældende lovgivning.
Ændringer, kode, plugins eller andre tekniske elementer, som Kunden eller tredjemand tilføjer uden Grundforms accept, er ikke omfattet af Grundforms ansvar eller serviceaftale.
9. Support
Kunden kan kontakte Grundform ved spørgsmål eller tekniske problemer vedrørende Grundform-platformen.
Almindelig teknisk support vedrørende platformens funktion og drift er omfattet af serviceaftalen.
Arbejdsopgaver som eksempelvis:
- ændring eller oprettelse af indhold
- større designændringer
- oprettelse af nye sider
- billedbehandling
- tekstforfatning
- dataindtastning
- specialudvikling
- hjælp med Kundens computer, telefon eller øvrige lokale udstyr
er ikke inkluderet, medmindre andet fremgår af aftalen.
Sådanne opgaver kan udføres som ekstraarbejde, eksempelvis via klippekort eller ad hoc-afregning.
10. Tredjepartssoftware og integrationer
Grundform kan efter aftale integreres med eksterne tjenester, plugins eller systemer.
Grundform afgør, om tredjepartssoftware kan anvendes på platformen uden at skabe væsentlige problemer med sikkerhed, drift eller kompatibilitet.
Grundform kan ikke garantere fortsat funktionalitet af en tredjepartstjeneste, hvis leverandøren ændrer, begrænser eller lukker tjenesten eller dens tekniske integration.
Eventuelle licenser eller abonnementer hos tredjepart betales særskilt, medmindre andet udtrykkeligt er aftalt.
Domæner og mail
11. Domæner
Et domæne er ikke en del af Grundform-platformen og ejes ikke af Grundform.
Domæner registreres som udgangspunkt i Kundens navn.
Grundform kan efter aftale stå for:
- registrering
- flytning
- DNS
- administration
- fornyelse af domænet.
Domæneafgiften er ikke inkluderet i Grundforms årlige pris for drift og service.
Domæneafgift faktureres særskilt efter den aktuelle pris for det pågældende topdomæne og kan ændre sig, hvis domæneregistratoren eller den ansvarlige registry ændrer sine priser.
Hvis Grundform administrerer domænet, kan domæneafgiften opkræves sammen med andre ydelser.
Kunden er fortsat registrant og ejer af domænet.
Kunden skal medvirke til eventuelle registrantbekræftelser eller andre krav fra Punktum dk, ICANN, registrarer eller andre relevante domænemyndigheder.
Hvis Kunden selv administrerer domænet, er Kunden ansvarlig for rettidig betaling og fornyelse.
Grundform kan ikke holdes ansvarlig for tab af et domæne som følge af Kundens manglende betaling, manglende registrantbekræftelse eller andre forhold, som Kunden selv er ansvarlig for.
12. Firmamail
Den almindelige Grundform-aftale kan indeholde firmamail på Kundens eget domæne som beskrevet i den aktuelle produktbeskrivelse.
Firmamail som en del af Grundform skal ikke forveksles med Microsoft 365.
Microsoft 365, Exchange Online og andre eksterne mail- og produktivitetsløsninger er særskilte tillægsprodukter.
Ejerskab og brugsret
13. Kundens ejendom
Kunden beholder ejerskabet og rettighederne til eget materiale.
Dette omfatter blandt andet:
- egne tekster
- egne billeder og videoer
- logo og grafisk materiale, Kunden allerede ejer
- dokumenter
- produktdata
- kundeoplysninger
- øvrigt materiale leveret af Kunden.
Materiale, der udarbejdes specifikt for Kunden som en særskilt betalt ydelse, eksempelvis tekstforfatning, tilhører efter fuld betaling Kunden i det omfang andet ikke følger af tredjemands rettigheder eller en særskilt aftale.
Materiale fra billeddatabaser, skrifttyper, software og andre tredjepartskilder kan være underlagt særskilte licensvilkår.
14. Grundforms ejendom
Grundform og Grundforms licensgivere beholder alle rettigheder til den bagvedliggende platform og de generelle elementer, der anvendes til at levere hjemmesiden.
Dette omfatter blandt andet:
- kildekode
- software
- WordPress-installation og platformsopsætning
- temaer
- skabeloner
- plugins
- moduler
- funktioner
- designkomponenter
- systemarkitektur
- udviklingsværktøjer
- generelle kodebiblioteker.
Dette gælder også, når sådanne elementer er blevet tilpasset til Kundens hjemmeside.
Betaling for specialudvikling medfører ikke automatisk overdragelse af kildekode eller ejendomsretten til den udviklede funktion, medmindre dette specifikt er aftalt skriftligt.
Kunden får i stedet brugsret til funktionen som en del af Grundform-løsningen.
15. Brugsret
Når de aftalte betalinger er foretaget, har Kunden ret til at anvende sin hjemmeside som en del af Grundform-platformen.
Brugsretten gælder, så længe den nødvendige drift- og serviceaftale er aktiv.
Kunden kan derfor ikke kræve Grundform-platformen, temaet, plugins, kode eller en komplet WordPress-installation udleveret med henblik på drift hos en anden leverandør.
Opsigelse
16. Abonnementsperiode
Grundforms drift- og serviceaftale betales forud for den aftalte periode.
Medmindre andet er aftalt, er abonnementsperioden ét år.
Aftalen kan opsiges skriftligt af begge parter med minimum én måneds varsel inden begyndelsen af den næste betalingsperiode.
Hvis aftalen ikke opsiges rettidigt, forlænges den med en ny abonnementsperiode.
Manglende betaling betragtes ikke som en opsigelse.
Ved opsigelse midt i en allerede betalt abonnementsperiode refunderes den resterende periode ikke, medmindre andet er aftalt.
17. Hvad sker der med hjemmesiden ved opsigelse?
Når Grundform-aftalen ophører, bortfalder Kundens brugsret til den hjemmeside, der drives på Grundform-platformen.
Hjemmesiden kan herefter tages offline og slettes fra Grundform-platformen.
Kunden har ret til at få sit eget materiale udleveret, herunder eksempelvis:
- tekster
- billeder
- video
- dokumenter
- andre filer, Kunden ejer rettighederne til.
Udlevering omfatter ikke:
- Grundform-platformen
- temaer
- plugins
- moduler
- kildekode
- skabeloner
- den komplette WordPress-installation
- andre tekniske dele af Grundform-systemet.
Udlevering af Kundens eksisterende materiale i en almindeligt anvendelig form sker uden betaling, når det kan ske uden væsentligt manuelt arbejde.
Ønsker Kunden hjælp til eksport, sortering, migrering eller etablering hos en anden leverandør, kan arbejdet faktureres som webmasterarbejde.
Kunden bør anmode om eventuelt materiale senest i forbindelse med aftalens ophør.
Grundform kan slette hjemmesiden og tilhørende data efter aftalens ophør, når materialet ikke længere er nødvendigt for at levere ydelsen eller opfylde lovmæssige forpligtelser.
Et domæne, som Kunden ejer, følger ikke Grundform-platformen og kan flyttes til en anden udbyder.
Tillægsprodukter
18. Generelt om tillægsydelser
Grundform tilbyder en række produkter og ydelser, som ikke er en del af den almindelige Grundform-aftale.
Det kan blandt andet være:
- klippekort
- ad hoc-webmasterarbejde
- tekstforfatning
- ekstra mail- eller hostingydelser
- ekstra domæner
- Microsoft 365
- Exchange Online
- onlineannoncering
- Google-relaterede tjenester
- grafisk arbejde
- print og tryk
- specialudvikling
- rådgivning.
Disse produkter faktureres særskilt efter gældende prisliste, tilbud eller anden aftale.
Køb af en tillægsydelse ændrer ikke ejerskabsforholdet for selve Grundform-platformen.
19. Klippekort og webmasterarbejde
Klippekort kan anvendes til webmaster- og udviklingsarbejde inden for det område, der er aftalt ved købet.
Tidsforbrug registreres i de tidsenheder, der fremgår af det købte klippekort.
Klippekort kan eksempelvis bruges til:
- indholdsændringer
- oprettelse af sider
- billedarbejde
- mindre designændringer
- teknisk assistance
- almindeligt webmasterarbejde.
Større udviklingsopgaver kan kræve særskilt tilbud.
Ad hoc-opgaver faktureres efter gældende time- eller intervalpris.
Ubrugte klip refunderes ikke.
20. Microsoft 365 og andre tredjepartslicenser
Microsoft 365, Exchange Online og tilsvarende licensprodukter leveres som selvstændige tillægsprodukter.
Licenserne leveres af tredjepart og er derfor underlagt leverandørens gældende produkt-, licens- og abonnementsvilkår.
Den konkrete licensperiode, pris og bindingsperiode fremgår af Kundens bestilling eller faktura.
Priser på tredjepartslicenser kan ændres som følge af prisændringer hos leverandøren.
Grundform kan viderefakturere sådanne ændringer i overensstemmelse med den gældende licensaftale og vil så vidt muligt orientere Kunden om væsentlige ændringer.
Grundform kan ikke holdes ansvarlig for:
- driftsforstyrrelser hos Microsoft eller anden tredjepart
- ændringer i tredjepartens software
- funktioner, som tredjeparten ændrer eller fjerner
- ændringer i licensbetingelser
- ændringer i systemkrav.
21. Opsætning, migrering og support af Microsoft 365
Etablering af Microsoft 365 og migrering af eksisterende mail er særskilte ydelser og faktureres efter gældende prisliste eller individuelt tilbud.
Etablering af Microsoft 365 omfatter som udgangspunkt:
- oprettelse og grundopsætning af Microsoft 365-tenant
- tilknytning og verificering af Kundens domæne
- nødvendige DNS-indstillinger til Microsoft 365 og mail
- grundlæggende konfigurering af den nye Microsoft 365-løsning
- 14 dages opstartssupport.
Opstartssupporten er rettet mod Kundens udpegede kontaktperson og omfatter spørgsmål og mindre problemer, der direkte vedrører den etablerede Microsoft 365-opsætning.
Mailopsætning og migrering bestilles og faktureres særskilt pr. mailkonto og kan blandt andet omfatte:
- oprettelse af bruger og mailkonto
- opsætning af relevante mailadresser og aliaser
- konfigurering af relevante mailindstillinger
- migrering af eksisterende mail fra den tidligere mailudbyder til Microsoft 365.
Omfanget af en migrering afhænger blandt andet af den eksisterende mailudbyder, datamængden og den tekniske adgang til den eksisterende løsning. Arbejde, der ligger ud over en almindelig mailmigrering, kan derfor faktureres særskilt efter aftale.
Installation, opsætning og fejlfinding på Kundens eller medarbejdernes computere, telefoner, tablets, lokale netværk, printere eller øvrige IT-udstyr er ikke inkluderet.
Efter udløbet af den inkluderede opstartssupport faktureres yderligere hjælp og support særskilt, eksempelvis via klippekort eller efter gældende timepris.
22. Onlineannoncering
Ved annoncering gennem eksempelvis Google eller andre platforme er eventuelt annoncebudget ikke inkluderet i Grundforms honorar, medmindre det udtrykkeligt fremgår af aftalen.
Grundform kan ikke garantere et bestemt antal henvendelser, salg, klik, visninger eller anden forretningsmæssig effekt af en kampagne.
Annonceplatformens egne regler og godkendelsesprocedurer gælder til enhver tid.
23. Tryksager og fysiske produkter
Ved produktion af tryksager eller andre fysiske produkter kan Grundform anvende eksterne producenter.
Kunden har ansvar for at kontrollere korrekturer og godkende indhold, stavning, kontaktoplysninger og øvrige oplysninger inden produktion.
Efter Kundens godkendelse kan fejl i det godkendte materiale ikke betragtes som en mangel ved leverancen.
Priser og betaling
24. Priser
Gældende priser fremgår af Grundforms hjemmeside, tilbud, ordrebekræftelse eller anden individuel aftale.
Alle priser er som udgangspunkt angivet i danske kroner (DKK) inklusive moms, medmindre andet udtrykkeligt er angivet.
Grundform kan ændre priser på nye opgaver og nye køb uden varsel.
Prisændringer på eksisterende løbende Grundform-aftaler varsles inden den betalingsperiode, hvor den ændrede pris får virkning.
Prisændringer hos eksterne leverandører, herunder domæneregistre, Microsoft og andre software- eller licensleverandører, kan viderefaktureres til Kunden.
25. Betaling
Medmindre andet er aftalt, er betalingsfristen 8 dage fra fakturadato.
Abonnementer og licenser faktureres som udgangspunkt forud.
Grundform kan kræve hel eller delvis forudbetaling.
Ved projekter, der strækker sig over længere tid, kan Grundform foretage a conto-fakturering for udført arbejde.
Ved forsinket betaling kan der opkræves renter, rykkergebyrer og eventuelle inkassoomkostninger i overensstemmelse med gældende regler.
Ved væsentlig betalingsmisligholdelse kan Grundform suspendere Kundens ydelser, herunder hjemmeside, mail og andre tjenester, indtil restancen er betalt.
Fejl og reklamation
26. Reklamation
Kunden skal kontrollere en leveret hjemmeside eller anden ydelse og gøre Grundform opmærksom på konstaterede fejl eller mangler uden unødigt ophold.
Synlige fejl eller mangler ved den oprindelige hjemmesideopsætning skal som udgangspunkt meddeles samlet senest 30 dage efter lancering.
Fejl i Grundform-platformen, der efterfølgende opstår som følge af almindelig drift eller platformens egne opdateringer, behandles som en del af den løbende serviceaftale.
Ændringsønsker, nye funktioner og ændringer af allerede godkendt indhold er ikke fejl og kan derfor faktureres særskilt.
Der kan ikke reklameres over fejl i materiale, som Kunden selv har leveret eller godkendt.
Drift, sikkerhed og tilgængelighed
27. Hosting og oppetid
Grundform tilstræber høj tilgængelighed og stabil drift, men garanterer ikke 100 % oppetid.
Midlertidig utilgængelighed kan blandt andet forekomme i forbindelse med:
- planlagt vedligeholdelse
- sikkerhedsopdateringer
- tekniske fejl
- DNS-ændringer
- fejl hos datacenter eller netværksleverandører
- tredjepartsnedbrud
- forhold uden for Grundforms kontrol.
28. Backup
Grundform kan anvende backup som en del af den almindelige tekniske drift.
Backup er ikke en permanent arkiveringsløsning.
Kunden bør derfor opbevare egne originaler af materiale, der er vigtigt for virksomheden.
Grundform kan ikke garantere, at enhver tidligere version af data til enhver tid kan genskabes.
29. Misbrug
Kunden må ikke anvende Grundform-platformen til ulovligt indhold, spam, malware, angreb på andre systemer eller anden aktivitet, der kan skade platformen, andre kunder eller tredjemand.
Grundform kan midlertidigt suspendere en hjemmeside eller anden tjeneste, hvis det er nødvendigt for at beskytte sikkerhed, stabilitet eller andre kunder.
Ved væsentlig misligholdelse kan aftalen ophæves.
SEO og eksterne tjenester
30. Søgemaskiner og AI-tjenester
Grundform arbejder løbende med den tekniske struktur, performance, strukturerede data og andre forhold, der kan gøre hjemmesider lettere at finde og forstå for søgemaskiner og andre digitale tjenester.
Grundform kan imidlertid ikke garantere:
- bestemte placeringer i Google eller andre søgemaskiner
- optagelse i bestemte søgeresultater
- omtale eller citation i AI-tjenester
- bestemte trafikniveauer
- bestemte konverteringer eller forretningsresultater.
Søgemaskiner, AI-tjenester og andre eksterne platforme afgør selv, hvordan deres systemer indekserer, vurderer og viser indhold.
Persondata
31. Behandling af personoplysninger
Kunden er ansvarlig for de personoplysninger, Kunden indsamler og behandler gennem sin hjemmeside.
I det omfang Grundform behandler personoplysninger på Kundens vegne som led i hosting eller drift, fungerer Grundform som databehandler.
Hvor det er nødvendigt efter databeskyttelsesreglerne, reguleres behandlingen af en særskilt databehandleraftale.
Grundform kan anvende underleverandører til blandt andet hosting, backup, mail og tekniske tjenester i det omfang, det er nødvendigt for at levere aftalen.
Ansvar
32. Ansvarsbegrænsning
Grundform er ansvarlig efter dansk rets almindelige regler med de begrænsninger, der følger af disse betingelser.
Grundform er ikke ansvarlig for indirekte tab, herunder:
- driftstab
- avancetab
- tabt omsætning
- tabte kunder
- tab af forventet besparelse
- følgeskader.
Grundform er ikke ansvarlig for tab, der skyldes tjenester eller systemer fra tredjepart, når forholdet ligger uden for Grundforms rimelige kontrol.
Grundforms samlede erstatningsansvar i forbindelse med en konkret ydelse kan ikke overstige det beløb, Kunden har betalt til Grundform for den berørte ydelse inden for de seneste 12 måneder.
Ansvarsbegrænsningen gælder ikke i det omfang, andet følger af ufravigelig lovgivning.
Force majeure
33. Forhold uden for Grundforms kontrol
Grundform er ikke ansvarlig for manglende eller forsinket levering, når dette skyldes forhold uden for Grundforms rimelige kontrol.
Dette kan blandt andet omfatte:
- brand
- oversvømmelse
- naturkatastrofer
- krig
- myndighedsindgreb
- strejke eller lockout
- omfattende strømsvigt
- internet- eller netværksnedbrud
- cyberangreb
- nedbrud hos væsentlige underleverandører
- andre ekstraordinære forhold.
Forpligtelser, der påvirkes af situationen, suspenderes, så længe forholdet består.
Ændringer i betingelserne
34. Ændringer
Grundform kan løbende opdatere disse forretningsbetingelser.
Væsentlige ændringer, der påvirker en eksisterende aftale, meddeles Kunden med rimeligt varsel inden ændringens ikrafttræden.
Ændringer, der alene er redaktionelle, skyldes ændret lovgivning eller er nødvendige af hensyn til sikkerhed eller teknisk drift, kan træde i kraft uden samme varsel.
Den aktuelle version af forretningsbetingelserne findes på Grundforms hjemmeside.
Lovvalg og værneting
35. Dansk ret
Aftalen mellem Kunden og Grundform er underlagt dansk ret.
Parterne skal så vidt muligt forsøge at løse eventuelle uenigheder gennem dialog.
Hvis en tvist ikke kan løses mellem parterne, afgøres den ved de danske domstole med Grundforms hjemting som aftalt værneting.